15 jul Herning Havn modtager støtte fra Norlys Vækstpulje til flydende solceller
Vi er stolte over at kunne annoncere, at Herning Havn har modtaget 250.000 kr. i støtte fra Norlys Vækstpulje. Donationen skal bruges til etablering af flydende solcellepaneler som en del af udviklingsprojekt ved Knudmosesøerne.

Med denne støtte tager vi endnu et vigtigt skridt mod at realisere visionen om en bæredygtig forening, hvor vandsport, fællesskab og grøn energi går hånd i hånd.
Vores plan er at solcellerne bliver etableret på vandet og vil bidrage direkte til at reducere projektets energiforbrug – samtidig fungerer de som et synligt symbol på, at Herning Havn er en del af den grønne omstilling, der også vinder frem i resten af kommunen. Kultur- og Fritidsudvalget i Herning har netop givet grønt lys til, at en række selvejende institutioner – herunder haller og idrætscentre – kan opsætte solcelleanlæg som led i deres bæredygtige drift. Herning Havn går forrest med et unikt, vandbåret bud på bæredygtig energiproduktion.

Herning Havn er mere end et byggeri – det er en bevægelse for fællesskab, trivsel og respekt for naturen. Med støtte fra Norlys, Herning Kommune, Lokale- og Anlægsfonden, Ege Fonden og flere lokale fonde er fundamentet nu lagt for at skabe en moderne og mangfoldig ramme for aktivitet, inklusion og sundhed for hele byen.
👉 Læs mere om Norlys Vækstpulje her: norlys.dk/vaekstpulje
